in afdøde bedstefar, manden der fortalte historier om begravede skatte og lovede mig verden, havde efterladt mig den største skuffelse: et støvet, gammelt bistade.
Hvem efterlader sit barnebarn en skur fyldt med insekter?
Denne grusomme arv var et slag i ansigtet, indtil den dag jeg kiggede ind i bistaderne.
Det var en helt almindelig morgen. Tante Daphne kiggede over sine briller på rodede sengen. „Robyn, har du pakket din taske?“
„Jeg skriver lige en besked til Chloe,“ stønede jeg og gemte min telefon væk. „Det er næsten tid til bussen! Gør dig klar!“ sagde tante Daphne og stappede bøger ned i min taske.
Jeg kiggede på uret. Kl. 07:58. „Ugh, okay,“ sukkede jeg og rejste mig fra sengen.
Hun rakte mig en skjorte, strøget og klar.
„Det er ikke, hvad din bedstefar havde håbet på, ved du. Han troede, du ville være stærk og uafhængig.
Og bistaderne, han efterlod dig? De vil ikke passe sig selv.“
Jeg mindedes tiderne med bedstefar, honningen, bierne.
Men nu tænkte jeg på den kommende skolebal og min crush, Scott.
„Jeg vil tjekke dem, måske i morgen,“ sagde jeg, mens jeg ordnede mit hår.
„For dig kommer den morgen aldrig. Bedstefar troede på dig, Robyn.
Han ville have, at du tog dig af bistaderne,“ pressede hun.
„Lyt, tante Daphne,“ sagde jeg skarpt.
„Jeg har bedre ting at tage mig til end at passe bedstefars bier!“ Jeg så, hvordan tantens ansigt fordrejede sig, og tårer trådte frem i hendes øjne.
Men skolebussen honkede lige i det øjeblik, og jeg løb udenfor uden at tage notits af hendes triste udtryk.
I bussen kredsede mine tanker om Scott, ikke om bistaderne, jeg havde arvet fra bedstefar Archie.
„Hvem vil have et bistade?“ tænkte jeg irriteret over ansvaret.
Men næste dag tog tante Daphne det op igen.
Hun skældte mig ud for at forsømme mine pligter og bruge for meget tid på min telefon.
„Du har husarrest, unge dame!“ erklærede hun pludselig, og så kiggede jeg endelig op fra min telefon.
„Husarrest? For hvad?“ protesterede jeg. „For at forsømme dine pligter,“ svarede hun og nævnte det forsømte bistade.
„Bistaden? Den ubrugelige bi-farm?“ hånede jeg.
„Det handler om ansvar, Robyn.
Det er, hvad bedstefar ville have for dig,“ sagde tante Daphne, hendes stemme fyldt med følelser.
„Lyt, tante Daphne,“ protesterede jeg, „jeg er bange for at blive stukket!“
„Du vil bære beskyttelsesudstyr,“ svarede hun. „Lidt frygt er normalt, men du må ikke lade det stoppe dig.“
Modvilligt satte jeg kursen mod bistaderne.
Da jeg nærmede mig bistadet, var jeg både nervøs og nysgerrig.
Med tunge handsker åbnede jeg stadet og begyndte at høste honning, mit hjerte hamrede.
Pludselig stak en bi mig i handsken.
Jeg var næsten klar til at give op, men et anfall af beslutsomhed overmandede mig.
Jeg måtte gøre det færdigt.
Jeg måtte bevise over for tante Daphne, at jeg ikke var den letfærdige, uansvarlige 14-årige, hun troede, jeg var.
Mens jeg høstede honning, opdagede jeg en vejrslidt plastikpose i bistadet, der indeholdt et falmet kort med mærkelige markeringer.
Det lignede et skattekort, som bedstefar Archie havde efterladt.
Opildnet stak jeg kortet i min taske og kørte hjem. Jeg lod det halvfyldte honningglas stå på køkkenbordet og sneg mig ud for at følge kortet ind i skoven.
Da jeg gik gennem den velkendte skov, mindedes jeg bedstefars historier og lo af hans oplevelser.
Da jeg trådte ind i en lysning, der så ud til at være direkte fra bedstefars historier, kunne jeg ikke lade være med at ryste.
Dette var præcis det sted, hvor han havde fortalt om den legendariske Hvide Vandrer i skoven, der havde begejstret min fantasi som barn.
Og der var det, lige som i hans historier – den gamle vildhytte, der syntes at være glemt af tiden, med sin afskallede maling og den hængende veranda.
„Bedstefar satte os altid her for at spise sandwiches og kage efter honningsamlingen og fortælle sine utrolige historier,“ tænkte jeg, da en bittersød nostalgi skyllede over mig.
Da jeg rørte ved det gamle dværgtræ nær verandaen, kunne jeg næsten høre bedstefars legende advarsel: „Pas på, lille ven.
Lad os ikke forstyrre de grumpy små gnomer,“ som om vi var tilbage i de sorgløse eftermiddage.
Jeg fandt den skjulte gamle nøgle og åbnede hytten, trådte ind i en verden, som tiden havde glemt.
Luften var tung af en muggen lugt, og støvpartikler funklede i det svage sollys.
Der, på et støvet bord, fangede en smukt udsmykket metalboks mit øje.
Inde i den fandt jeg et brev fra bedstefar, kun til mig:
„Til min kære Robyn, i denne kasse ligger en særlig skat til dig, men den må først åbnes, når din rejse virkelig er slut.
Du vil vide, hvornår det er det rette tidspunkt. Med al min kærlighed, Bedstefar.“
Jeg var spændt på, hvad der var inde i, men bedstefars sidste anvisning rungede i mit hoved: „Kun ved slutningen af din rejse.“
Jeg kunne simpelthen ikke ignorere hans sidste ønske.
Jeg fortsatte min vej gennem skoven, men efter et stykke tid følte jeg mig fortabt.
„Dette kort er værdiløst,“ konstaterede jeg, da jeg ikke kunne finde en vej ud af skoven.
Jeg vidste ikke, hvornår jeg var begyndt at græde.
Men så mindedes jeg noget vigtigt.
„Bedstefar sagde altid, man skulle forblive rolig,“ sagde jeg til mig selv. „Jeg må ikke give op.“
Så hørte jeg en lyd, som lyden af en lille gren, der knækkede i det fjerne, og det mindede mig om uhyggelige historier fra min barndom.
„Måske havde tante Daphne ret i at advare mig,“ tænkte jeg og kiggede mig omkring i den enorme skov.
Men tanken om bedstefars råd gav mig mod til at fortsætte, og ledte mig gennem den omfavnende vildmark.
Jeg tog en dyb, nervøs indånding og forsøgte at tænke klart.
At vende om syntes som en god idé, men det ville være svært at finde vej i skoven, når det blev mørkt.
Der var en bro, som bedstefar altid nævnte… måske ville den hjælpe, tænkte jeg.
Jeg tørrede en tåre væk og justerede min rygsæk.
„Okay, Robyn,“ hviskede jeg til mig selv. „Lad os finde denne bro.“
Men denne selvtillid varede ikke længe.
Solen gik ned og gjorde skoven truende. Udmattet satte jeg mig ned under et træ og længtes efter tante Daphnes hyggelige køkken.
Min rygsæk gav ingen trøst, kun minder om min uforberedthed.
Desperat ledte jeg efter mad, men fandt kun et par gamle krummer fra kiks. „Fokuser, Robyn. Find broen. Find vand,“ befalede jeg mig selv og ignorerede sulten.
Så, mindedes jeg igen bedstefars råd, brugte jeg urter til mine sår og fortsatte, drevet af lyden af brusende vand.
Men floden var ikke den blide bæk, jeg huskede; den var en farlig, hurtigt strømmende strøm.
På trods af den udfordrende vej klatrede jeg ned ad den klippede skråning, drevet af en desperat tørst.
Ved vandet knælede jeg ned og skovlede det kolde væske op med mine hænder.
Det smagte let metalisk, men i det øjeblik var det livgivende nektar.
Da jeg rejste mig, afslørede min usikre stand mig.
Jeg var tilbage ved floden, men på den anden side så jeg lysene fra mit hjem.
„Endelig! Jeg er hjemme!“ råbte jeg, glemte skoven og hastede imod den sikre bred.
En stærk hånd greb fat i min arm, og jeg kiggede op for at se tante Daphne.
„Hvad har du lavet, Robyn? Jeg har været bekymret!“
„Jeg… jeg fandt et kort fra bedstefar,“ stammede jeg. „Og jeg gik efter skatten, men endte i skoven.“
„Skatten? Du har heldigvis ikke været i fare!“
„Det var ikke let, tante! Jeg lærte så meget om ansvar. Jeg må passe på det gamle bistade,“ svarede jeg og krammede hende.
Det var ikke kun en historie om at finde skattekortet, men en rejse mod at værdsætte de gaver, vi efterlader.
Og måske, når tiden er inde, vil jeg åbne den metalboks.
I mellemtiden vidste jeg, at jeg ville tage mig af mit bistade og følge bedstefars arv.
Skatten var måske ikke penge, men en rejse mod at blive en stærkere og uafhængig person.
Jeg vendte tilbage til bistaden, nu med en ny forståelse.
Bedstefar havde ikke givet mig insekterne; han gav mig mulighederne, en skatkiste af livserfaringer, som kun ventede på, at jeg tog ansvaret.
Og i de glitrende honningdråber kunne jeg se glimt af den, jeg ville blive.