Genforeningen med Jason, min high school-forelskelse, på en fin restaurant føltes som en scene fra en romantisk komedie.
Men aftenen skiftede hurtigt fra drømmende til mærkelig, da hans charmerende facade begyndte at krakelere, og en side af ham kom frem, som jeg aldrig havde forventet.
Drengen, som jeg engang havde beundret, var væk, erstattet af en person, jeg ikke kunne genkende.
Hej, jeg er Emma, en 35-årig kvinde med en historie, der går tilbage til mine teenageår.
Dengang var jeg den stille, bogelskende pige, som brugte mere tid på romaner end på mennesker.
Min forelskelse i Jason, skolens gyldne dreng, var en hemmelighed, jeg gemte bag mine briller og mit generte væsen.
Han var flot, populær og stjernen på fodboldholdet – en fyr, der tilsyneladende havde alt.
“Emma, snak dog med ham!” opfordrede min bedste veninde Sarah mig, hver gang Jason gik forbi.
Jeg rødmede og gemte mig bag mine bøger.
“Sarah, han er alt for god til mig. Jeg er bare… mig.”
“Du er fantastisk. Han ville være heldig at lære dig at kende,” insisterede hun.
Men jeg rystede bare på hovedet, overbevist om, at Jason ikke engang vidste, at jeg eksisterede.
Spring frem til voksenlivet, og jeg havde forandret mig.
Jeg havde byttet mine briller ud med kontaktlinser, bøjlen med et perfekt smil, og den generte pige fra biblioteket var blevet en succesfuld marketingekspert med en stilfuld garderobe og et liv, jeg elskede.
Så, ud af det blå, mens jeg valgte avokadoer i supermarkedet, hørte jeg en velkendt stemme kalde mit navn.
“Emma? Er det dig?”
Jeg vendte mig om og så Jason, lidt ældre, men stadig umiskendeligt attraktiv.
Hans øjne blev store af overraskelse, da han betragtede mig. “Wow, du ser fantastisk ud.”
Vi småsnakkede lidt, udvekslede høfligheder, og før jeg vidste af det, inviterede han mig på middag.
Jason, min high school-forelskelse, inviterede mig endelig på en date! Hvordan kunne jeg sige nej?
Et par dage senere mødtes vi på en fin restaurant.
Den var elegant, og jeg var imponeret over hans valg.
Men som aftenen skred frem, blev det klart, at Jason ikke havde udviklet sig meget siden high school.
Han tilbragte hele aftenen med at prale af sine glansdage på fodboldbanen og sine månedlige møder med gamle holdkammerater, som om fortiden var det eneste, der definerede ham.
Som aftenen gik, følte jeg en stigende afstand.
Mens jeg havde udviklet mig, virkede det som om, Jason sad fast i tiden og levede sine high school-dage om og om igen.
Da han spurgte mig om mine bedste minder, kunne jeg kun le forlegent. Min skoletid var præget af bøger, ikke fodboldmesterskaber.
Men under desserten tog aftenen en ubehagelig drejning.
Da jeg kom tilbage fra toilettet, så jeg, at Jason rodede med noget på min tallerken.
Før jeg kunne spørge, grinede han skælmsk og lagde et hår på min ret.
“Se nu,” hviskede han og kaldte på tjeneren, hvorefter han gjorde et stort nummer ud af det “hår”, der var i min mad.
Jeg var forfærdet, da Jason eskalerede situationen og forlangte, at vi ikke skulle betale regningen.
Da vi forlod restauranten, grinede Jason fra øre til øre.
“Sådan gør man det,” sagde han. “Hvorfor betale, når man kan få maden gratis?”
Jeg tvang mig selv til at smile, chokeret over hans frækhed.
Og så nævnte han tilfældigt, at han stadig arbejdede som promoter – det samme sommerjob, han havde haft i high school.
“Næste gang må du betale, fordi jeg har ordnet alt i dag,” tilføjede han, uden nogen anelse om, hvor frastødende hele oplevelsen havde været for mig.
Da vi sagde farvel, lovede jeg ham, at jeg ville ringe snart, selvom jeg vidste, at jeg aldrig ville gøre det.
Den Jason, jeg engang forgudede, sad fast i en endeløs sløjfe og brugte små tricks for at komme igennem livet, mens jeg var gået videre.
Jeg grinede af absurditeten, da jeg kørte hjem, og blokerede straks hans nummer.
Næste dag kunne jeg ikke vente med at dele den latterlige historie med min veninde og kollega Mia.
Hun kunne heller ikke tro det.
“Han gjorde HVAD?” spurgte hun med øjnene spærrede af vantro.
“Ja. Jeg kan ikke tro, at jeg engang var forelsket i ham,” sagde jeg grinende.
Mia rystede på hovedet og lo med. “I det mindste har du fået en god historie ud af det.”
“Ja,” svarede jeg smilende.
“Og en påmindelse om, at de mennesker, vi beundrer i vores ungdom, nogle gange er helt anderledes, end vi havde forestillet os.”
Det hele gav mig en følelse af afslutning.
Min teenageforelskelse havde ikke længere magt over mig.
Jeg var fri til at omfavne, hvem jeg var blevet – selvsikker og lykkelig med det liv, jeg levede.
Da jeg den aften nød mit glas vin, følte jeg mig tilfreds.
Min historie udfoldede sig stadig, og jeg var klar til at skrive det næste kapitel – uden Jason.