Ryders 18-års fødselsdag skulle have været en glædelig milepæl, men hans fars fravær kastede en skygge over fejringen.
Erkendelsen af, at hans far foretrak at tage på fisketur med sine venner frem for at tilbringe tid med ham, gjorde skuffelsen endnu større.
Men det, der skete bagefter, førte Ryder til en ny forståelse.
Jeg er Ryder, og jeg er for nylig fyldt 18.
Før jeg fortæller historien om min fødselsdag, vil jeg gerne give jer et indblik i mit liv.
Indtil jeg var syv år, var alt ret normalt.
Så begyndte skænderierne mellem min mor og far.
Dengang forstod jeg ikke rigtig, hvad der foregik, men jeg kunne mærke spændingerne.
Da jeg var otte, var min far væk.
Jeg husker tydeligt den dag, hvor min mor satte mig ned og forsigtigt forklarede: “Ryder, skat, din far vil ikke længere bo hos os. Men du kan se ham, når du vil, okay?” Mit hjerte sprang et slag over.
“Men hvorfor, mor? Har jeg gjort noget forkert?” Min mors øjne fyldtes med tårer, men hun smilede blidt.
“Åh nej, skat. Du har ikke gjort noget forkert. Det er slet ikke din skyld.”
“Hvorfor går far så?” spurgte jeg desperat efter svar.
Hun tog en dyb indånding. “Nogle gange kan voksne bare ikke leve sammen længere.
Din far og jeg har virkelig prøvet at få det til at fungere, men nogle gange går det bare ikke, som man håber.”
“Kan I ikke prøve igen?” tryglede jeg, stadig ikke klar til at acceptere virkeligheden.
Hun trak mig ind i et kram. “Vi har prøvet, Ryder. Længe.
Men nogle gange er det venligste, man kan gøre, at leve hver for sig.
Din far og jeg vil altid elske dig, og det vil aldrig ændre sig.
Vi vil bare ikke længere bo i det samme hus.” Og sådan blev mine forældre skilt.
Efter skilsmissen tog min mor et job som folkeskolelærer og arbejdede utrætteligt for at forsørge mig.
Det vil jeg altid være taknemmelig for.
Men min far? Han blev som en skygge i mit liv – altid optaget af arbejde, venner og sine hobbyer, især fiskeri.
Hver weekend forsvandt han med sine venner på fisketure, selv når min mor mindede ham om, at jeg kom på besøg.
På trods af alt længtes en del af mig stadig efter hans opmærksomhed.
Jeg ville have, at han skulle lægge mærke til mig, at han skulle være stolt af mig.
Så i årevis forsøgte jeg at få hans anerkendelse i håb om, at han en dag ville forstå, hvor meget jeg havde brug for ham.
Men jeg tog fejl.
Da min 18-års fødselsdag nærmede sig, tænkte jeg, at måske, bare måske, ville han dukke op denne gang.
Trods alt er 18-års fødselsdagen noget særligt.
Jeg planlagde en lille fest med min mor og nogle nære venner.
Jeg sendte endda en besked til min far om det, og hans svar gav mig håb: “Lyder godt! Jeg prøver at være der.”
Dagen kom, og min mor gjorde alt for at gøre det specielt – hun pyntede huset, bagte min yndlingskage og overraskede mig endda med en ny guitar, som jeg havde haft et godt øje til i flere måneder.
Vennerne kom efterhånden, og snart var huset fyldt med latter og spænding.
Men jo mere tid der gik, desto tydeligere blev det, at min far ikke ville dukke op.
Jeg kiggede gentagne gange på min telefon i håb om en besked, men der kom ingenting.
Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere og besluttede at ringe til ham.
Da han endelig tog telefonen, kunne jeg høre bølgernes brus og stemmer i baggrunden.
“Far, i dag er det min fødselsdag,” mindede jeg ham om og forsøgte at skjule desperationen i min stemme.
“Åh, rigtigt. Tillykke med fødselsdagen!” svarede han uengageret.
“Jeg er ude på søen med drengene. Vi ses senere, okay?”
Jeg lagde på, mens tårerne pressede sig på.
Jeg løb ind på mit værelse og gemte mig, indtil min mor fandt mig.
Hun satte sig ved siden af mig og lagde armen om mine skuldre.
“Jeg er ked af det, skat. Du ved, hvordan han er.”
“Jeg ved det,” hviskede jeg, mens jeg forsøgte at være stærk, men indvendigt var jeg knust.
Dagen efter min fødselsdag var sløret.
Jeg lod som om, alt var fint, men indvendigt følte jeg mig usynlig.
Min fars fravær mindede mig om, at jeg ikke var vigtig nok for ham.
En uge senere ringede min far så.
Han lod, som om intet var sket.
“Hey, jeg har en gave til dig,” sagde han. “Vil du komme forbi og hente den?”
En del af mig havde lyst til at sige, at han kunne glemme det, men en anden del klamrede sig stadig til det lille håb.
Så jeg sagde ja.
Da jeg kom til ham, mødte han mig med et smil og rakte mig en lang, mystisk pakke.
Da jeg pakkede den ud, sank mit hjerte – det var en fiskestang.
“Hvad synes du?” spurgte han stolt. “Vi kan tage ud og fiske sammen en dag!”
Fiskestangen var ikke bare en dårligt valgt gave; den var et symbol på hans fravær, en påmindelse om den aktivitet, der havde holdt ham væk fra mig.
“Tak, far,” tvang jeg mig selv til at smile. “Den er… fin.”
Han bemærkede ikke min manglende begejstring.
“Jeg tænkte, det var på tide, at du lærte at fiske. Du vil elske det!”
Derefter foreslog han, at vi tog på fisketur næste weekend, men jeg vidste, at jeg ikke længere kunne lade som om, alt var okay.
“Jeg… jeg kan ikke næste weekend, far,” sagde jeg. “Jeg har planer med mor.”
Han rynkede panden kort, men smilede så igen.
“Ikke noget problem, vi finder en anden tid.”
Men jeg vidste, at vi ikke ville, og for første gang var jeg okay med det.
Da jeg forlod huset med fiskestangen, indså jeg, at det var tid til at give slip på fantasien og acceptere virkeligheden.
Jeg kunne ikke længere jagte nogen, der ikke kunne være der for mig.
I de følgende måneder fokuserede jeg på de mennesker, der virkelig bekymrede sig om mig—min mor, mine venner og frem for alt mig selv.
Jeg fordybede mig i min musik, øvede i timevis på min guitar og begyndte at hjælpe min mor mere i hjemmet, taknemmelig for alt, hvad hun havde gjort for mig.
En aften, mens vi sammen vaskede op, spurgte min mor: “Har du hørt noget fra din far for nylig?”
“Nej, men det er okay. Jeg er færdig med at vente på ham,” svarede jeg.
Hun så på mig med en blanding af sorg og forståelse.
“Jeg er ked af, at det er blevet sådan, Ryder. Jeg havde altid håbet…”
“Jeg ved det, mor,” jeg krammede hende. “Men jeg har dig, og det er mere end nok.”
Med tiden lærte jeg, at min værdi ikke var bundet til min fars opmærksomhed.
Jeg fandt styrke i den kærlighed og støtte, der omgav mig, og erkendte, at mennesker nogle gange ikke kan være det, man har brug for—og det er okay.
Fiskestangen ligger stadig urørt i mit skab.
Den minder mig ikke om det, jeg har mistet, men om det, jeg har vundet—selvrespekt, modstandsdygtighed og evnen til at give slip på det, jeg ikke kan ændre.
Hvad ville du have gjort i min situation?