Vics livsforandrende overraskelse
Da Vic kørte hjem til sit hus, blev hun målløs, da hun så en barnevogn dekoreret med en sløjfe og hendes yndlingsblomster – gule liljer – stående på hendes græsplæne.
Synet fik hende til at stoppe op, og hendes nøgler faldt ud af hendes hånd, mens hun forsøgte at forstå den uventede gave.
En barnevogn? tænkte Vic, mens hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.
Hun og Arthur havde aldrig seriøst talt om at stifte familie.
Han havde altid sagt, at han ikke var interesseret i børn og hellere ville fokusere på rejser og eventyr.
“Jeg ved ikke, Vic,” havde Arthur engang sagt afslappet under brunch.
“Jeg tror, jeg vil udforske verden og leve lidt, før jeg slår mig ned. Børn passer ikke rigtigt ind i det billede.”
Vic forstod dette perspektiv og besluttede ikke at forfølge emnet yderligere, da hun overbeviste sig selv om, at det var okay, fordi de tilsyneladende var på samme side.
Men nu betød denne barnevogn en drastisk forandring.
En overraskelse bliver overvældende
Vic nærmede sig barnevognen forsigtigt, som om den kunne forsvinde, hvis hun bevægede sig for hurtigt.
Præsentationen var perfekt: Blomsterne var omhyggeligt arrangeret, en sløjfe var pænt bundet, og en seddel var stukket ind i den hvide barnevognstæppe.
Hun genkendte straks Arthurs håndskrift.
Sedlen:
“Jeg er klar, Vic. Lad os prøve at få en baby. Jeg elsker dig.”
Tårerne vældede op i Vics øjne, da ordene på sedlen begyndte at blive slørede.
Dette var den drøm, hun hemmeligt havde haft – at være sammen med en mand, der ikke bare elskede hende, men også ønskede at stifte familie med hende.
Men da hun holdt fast i sedlen, overmandede en bølge af rædsel hende.
Hemmeligheden, hun havde holdt på i årevis, truede nu med at ødelægge alt.
At se sandheden i øjnene
Vic indså, at hun ikke længere kunne undgå sandheden.
Hun var nødt til at fortælle Arthur alt. Hendes telefon vibrerede i lommen og trak hende tilbage til virkeligheden.
Det var Arthur, sikkert for at tjekke, om hun havde modtaget hans overraskelse.
Hendes hænder rystede, da hun tog opkaldet.
“Hej?”
“Hey skat,” sagde Arthur, med spænding i stemmen. “Har du set det?”
Vic kæmpede med tårerne for at svare. “Jeg er så ked af det, Arthur. Jeg er så ked af det.”
I den anden ende af linjen faldt en spændt stilhed.
Arthurs vejrtrækning blev uregelmæssig, og han spurgte bekymret: “Hvad sker der? Hvorfor undskylder du?”
Vic kunne ikke få et ord frem, hendes tilståelse lammede hende.
“Jeg…” begyndte hun, men ordene satte sig fast i halsen.
Arthur, der mærkede hendes nød, sagde: “Jeg kommer hjem. Vent bare på mig.”
Vic sank sammen ved siden af barnevognen og følte sig overvældet.
Dette skulle være et glædeligt øjeblik, men nu føltes det som et forspil til at miste alt.
En uventet reaktion
Arthur kom hurtigt hjem, hans bekymring tydelig, da han så Vics tårevædede ansigt.
“Victoria, hvad sker der?” spurgte han, mens han blidt tog hendes ansigt i sine hænder.
Vic kunne ikke længere holde det inde og tilstod: “Arthur, jeg kan ikke få børn.
Jeg har vidst det i årevis. Jeg har ikke fortalt dig det, fordi du sagde, at du ikke ville have børn, så jeg tænkte, det ville være nemmere at undgå samtalen.
Nu, hvor du har ændret mening, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.”
Arthurs chok var mærkbart, men i stedet for at reagere negativt, trak han hende tæt ind til sig.
“Har du båret dette alene?” sagde han blidt. “Victoria, vi burde dele disse ting.
Måden, vi får børn på, ændrer ikke mine følelser for dig.”
En ny vej fremad
Arthurs forsikring var en balsam for Vics sårede hjerte.
“Du er mere end nok,” fortsatte han.
“Ja, jeg har tænkt mere over at stifte familie på det seneste, og jeg troede, vi kunne prøve.
Men det ændrer ikke mine følelser for dig.
Vi kan overveje adoption eller plejebørn, hvis det er noget, vi ønsker.”
Vics hjerte fyldtes med håb. “Er du virkelig okay med det?”
Arthur smilede og tørrede hendes tårer væk. “Helt sikkert. Adoption er en fantastisk mulighed.
Der er mange børn, der har brug for kærlige forældre. Vi kunne være dem for dem.”
En fornyet pagt
Da ovnen bippede og annoncerede aftensmaden, følte Vic en lettelse.
Arthur stillede barnevognen ind i stuen og satte blomsterne i en vase.
“Skal vi lade den stå her indtil videre?” spurgte han.
“Ja,” svarede Vic, “lad os lade den minde os om vores kommende rejse.
Vi vil kæmpe for at skabe vores familie, uanset hvordan den kommer til at se ud.”
Arthur kiggede alvorligt på hende. “Det er sidste gang, du bærer sådanne byrder alene.
Fra nu af står vi over for alt sammen.”
Vic nikkede, hendes tårer blandede sig med taknemmelighed.
“Jeg lover det,” sagde hun og holdt ham tæt.
Hvad ville du have gjort?
Hvis du kunne lide denne historie, er her en anden til dig:
Min mand gjorde en anden kvinde gravid, mens jeg var på forretningsrejse – Min hævn fik ham til at græde.
Mens Sutton var på forretningsrejse for at indgå en aftale, der skulle hjælpe med hendes søns medicinske regninger, opdagede hun sin mand Jacobs affære, som førte til en graviditet.
Da Jacob flytter ud, planlægger Sutton sin hævn.
Dette værk er inspireret af virkelige begivenheder og personer, men er blevet fiktionaliseret for kreative formål.
Navne, karakterer og detaljer er ændret for at beskytte privatlivets fred og forbedre fortællingen.
Enhver lighed med faktiske personer, levende eller døde, eller faktiske begivenheder er rent tilfældig og ikke tilsigtet af forfatteren.